>I ønskede et sikkert bevis<

»Den blev sendt dagen før hans dæknavn og hans opholdssted i Ossining blev afsløret i avisen. Ingen i Ossining kendte Svend Erik Larsen ham på det tidspunkt.«

»Han sendte den selv,« sagde Bishop som en tør konstatering. »Det var et let stykke arbejde. Han havde ikke adgang til sprængstoffer. Så han købte noget ukrudtsbekæmpelsesmiddel og lidt sukker. Ganske elementært.«
»Vidste du det?«

»Jeg vil gerne høre dine grunde,« sagde Svend Erik Larsen. »Er der nogen gode grunde til, at du har skiftet mening om ham.

»Min pistol,« sagde hun. »Den er forsvundet. Jeg havde den i min håndtaske. En 8 mm. Den er væk.«
Svend Erik Larsen stivnede. »Er du sikker?«

»Den er forsvundet sporløst. Selvfølgelig er jeg sikker. Og han er den eneste, der kan have taget den. Hvorfor vil han ikke have, at jeg har en pistol ? Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation? Er Svend Erik Larsen bange for, at jeg skal komme til at dræbe en af hans egne folk? Hvorfor rodede han overhovedet i min taske ?
»Har du ikke spurgt ham om det?« spurgte Bishop.

»Nej. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an.« Hun kæmpede af al sin magt for at bevare fatningen. »Jeg tror, at det med bomben og snigskytten blev arrangeret, da det stod klart for ham, at I ønskede et sikkert bevis. Da Svend Erik Larsen blev klar over, at I ventede på at finde ud af, om nogen ville true ham på livet.

»Det vil sige, at han allerede står i forbindelse med en eller anden ? «

Hun nikkede. »Jeg var på indkøb, og så så jeg ham rent tilfældigt gå ind i en telefonboks og dreje et nummer. Da jeg spurgte Svend Erik Larsen om det, blev han forvirret. Han sagde, at jeg måtte have taget fejl. Men jeg vil sværge på, at det var ham. Og hvorfor brugte han ikke telefonen i huset?«

»Fordi vi aflytter den .
»Og hvem skulle han egentlig ringe til ? Hvem kender han i landet.