>Genopfindelseskomik - Jonathan Spang<

Der er en forventningsfuld og hvileløs stemning i de små gange bag scenen på Nørrebro Teater. Skuespillere render rundt i halve kostumer, og der lugter af pudder og af kroppe, der har været badet i varmt projektørlys hele dagen.

Et par højttalere transmitterer lyden fra scenen ud i de små omklædningsrum, så skuespillerne kan følge med i, hvornår de skal på. Anders Matthesens stemme skratter ud af højtalerne, han er i gang med at øve en lang replik. Klokken nærmer sig halv fem tirsdag eftermiddag, og prøverne trækker ud her få dage før premieren på »Kjeld & Dirch«.

Efter en halv time dukker Jonatan Spang pludselig op og undskylder forsinkelsen med et blik, der understreger, hvor hektisk hans hverdag er i øjeblikket.

Børsens udsendte er i familie med skuespilleren William Rosenberg. Han har altid sagt til mig, at jeg – og resten af Danmarks ungdom – ikke kan finde ud af at tale tydeligt: vi mumler og sluger ordene. Det gør Jonatan Spang ikke. Han er trænet i at bruge sin stemme og taler klart, levende og er, på trods af de mange bolde, han har i luften, meget tilstedeværende.

I fjernsynet virker han drenget, anonym og meget almindelig. I virkeligheden er han høj, udstråler autoritet og er en anelse excentrisk.

Er du nervøs op til premieren på lørdag?
»Nej, jeg er spændt. Jeg er blevet god til at takle nervøsitet. Hvis man betragter det at spille teater som ens arbejde og ikke som det eneste vigtige i ens liv, så er det lidt nemmere at håndtere. Der var en del år, hvor det var arbejdet, der skulle forløse mig – sådan har jeg det ikke længere. Hver enkel ting, man laver, behøver ikke at være et kæmpe monument, der står i al fremtid. Det blev et lidt langt svar. Det korte svar er: Nej, jeg er ikke nervøs,« siger Jonatan Spang og giver sig til at forklare, hvordan forestillingen er sat sammen.

»Kjeld og Dirch er bygget op som et drømmespil. Det tager udgangspunkt i det øjeblik, hvor Dirch falder om på scenen i 1980. I dødsøjeblikket genopliver han hele sit liv. Det er et meget syret univers,« siger han og tilføjer:

»I stykket går vi ind og ud af de forskellige sketch og gendigter dem, man får dem ikke i deres originale form. Man får en ny version af Tømmerflåden, Skolekammerater, Hoppegyngen og alle de andre.«

Blottet for ironi
Han forklarer efterfølgende, at den største udfordring ved at spille med i forestillingen har været at skulle folde sig så stort og voldsomt ud, som det kræves for at levere Kjeld og Dirchs tekster. Datidens komik var blottet for ironi, og deri ligger en iboende udfordring for en moderne komiker.

»Det er i forbindelse med forestillingen gået op for mig, at humor i dag er gennemsyret af ironi. Når man ser moderne komik, kan det være svært at se, om det er kitsch eller alvor. Men man kan ikke spille Kjeld og Dirch med ironisk distance, man er nødt til at gå med hele vejen og folde komikken helt ud. Ellers er der ingenting.«

Har det været befriende at fremføre et materiale, der er skrællet for ironi?
»Ja, det synes jeg. Det er fedt, at der ikke er nogen smutveje. Det er også interessant, for det siger meget om humoren i dag,« forklarer Jonatan Spang og uddyber:

»Ironien er eskaleret voldsomt i min levetid. Hvis du ser på Kjeld og Dirchs sketch, så er det sjove og det fede, at de er pissetjekkede og pissegode. Det flyder som jazzmusik. Det, som er sjovt i dag, er f.eks., når Adam Duvå Hall til P3 Guld sætter sig ved Danmarks dyreste orgel i Danmarks dyreste koncertsal uden at kunne spille. Det sjove ligger i, at man ikke rigtig kan noget, at man ikke har øvet sig. Det er bare helt modsat af den humor, som Kjeld og Dirch har.«

Kan moderne humor lære noget af humoren fra dengang?
»Helt sikkert.«

Drukture
Virkelighedens Kjeld og Dirch var berømte og berygtede for at leve et kunstnerisk bohemeliv med dertil hørende drukture og fester. Men Jonatan Spang og Anders Matthesen er ikke gået til yderligheder i deres forberedelsesarbejde.

»Ha ha nej, der har ikke været så meget method-druk, desværre. Der har ikke været de vilde byture og eskapader. Nej, det har sgu egentlig været meget seriøst.«

Har I en mere professionel tilgang til jeres arbejde end virkelighedens Kjeld og Dirch?

»Det er vanskeligt at svare på, for det har været svært at finde ud af, hvordan det egentlig var dengang. Men der er ingen tvivl om, at de har arbejdet helt vildt meget og taget deres arbejdet enormt seriøst. Med hensyn til deres byture så er det svært at skelne mellem, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Men altså, de har jo nok drukket nogle flere bajere end mig og Anders,« siger Jonatan Spang med et smil og giver sig til at gruble over, hvorfor Kjeld og Dirch er aktuelle lige nu.

Tidsløse jokes
»Man kan ikke rigtig sige, at de er mere aktuelle nu end på alle mulige andre tidspunkter, for deres sketch siger meget lidt om deres tid. Der er ikke noget af deres materiale, der handler om politik eller om den verdenskrig, der lige var overstået. Kjeld og Dirch insisterer på at lave sjov uden at blive hængt op på noget holdningsmæssigt. Altså, det er komik i ren form,« siger Jonatan Spang og understreger, at det ikke er negativt ment:

»Det er sagt med stor respekt, for det er pissedygtigt håndværk. Men de tager ikke rigtig stilling til datidens problemer på nogen som helst måde. Ikke hvad jeg kan se i hvert fald – i så fald er det nogle historiske problemer med tømmerflåder, som jeg ikke anede, var aktuelle dengang,« griner han, men undrer sig samtidig over den manglende stillingtagen til datidens samfund.

»Personligt kan jeg ikke forstå, at man ikke på et tidspunkt i sin komiske karriere får lyst til, at det skal handle om noget mere. At man rækker ud efter verden omkring sig. Det kan jeg godt undre mig over, når jeg ser deres repertoire.«

Det overraskende tvist

Kan du sætte nogle ord på, hvad der er sjovt ved Kjeld og Dirch?

»Ja, grundlæggende er deres humor baseret på overraskelser. Deres sketch har nogle rigtig gode knæk og overraskende tvist. Også i den måde, de bliver leveret på. De leger med stemmerne, nogle gange er det nærmest musik, når de taler sammen. Det er de virkelig gode til, og det giver noget af deres materiale en meget høj kvalitet,« siger Jonatan Spang og fortæller, at han og Anders Matthesen har benyttet nogle af de samme greb for at gøre deres egne jokes interessante.

»Det er også derfor, vi gendigter sketchene. Hvis der ikke er et overraskelsesmoment, så kan man ligeså godt sætte pladen på derhjemme eller finde deres jokes på Youtube. Der er nødt til at være et nyt og overraskende tvist, hvis det skal blive morsomt igen. Ellers bliver det sådan en museumsforestilling, hvor man mindes og hylder Kjeld og Dirch. Vi er ude i et andet ærinde,« siger han, men forklarer samtidig, at selve humoren ikke er gjort mere nutidig. Der er ikke tilsat tør ironi eller sarkastisk distance.

»Motoren er den samme som i deres jokes, men den tager nogle andre drejninger. Vi genopfinder deres sketch, men vi genopfinder ikke deres humor. Det er komik på deres præmisser. Vi er tro mod den form for humor, som de repræsenterer,« slår Jonatan Spang fast og har i stigende grad svært ved at skjule, at han gerne vil tilbage og spise aftensmad. Senere skal hele forestillingen endnu en gang øves igennem, og han trænger til at koble af, inden han igen skal på.

Jeg skynder mig at spørge ham om, hvad han egentlig synes om det, Kjeld og Dirch har lavet?

»Der er meget, som er rigtig godt, men der er sørme også meget rod imellem. Må man sige det? Det er jo danefæ, jeg går i kødet på. Man sætter virkelig røven i klaskehøjde ved at lave det her.«

Kjeld og Dirch spiller fra 5. marts til 30. april på Nørrebro Teater.