>Bevisthedssangkor<

Straks efter det sidste bedeslag fra kirkens klokker har lydt, slår uret for første gang efter sommeren 16 dansk normaltid, og henover skråstien fra missionshuset til kirken tripper 100 opstemte og glade sangstemmer i høje og lave toner.

Det Nordjyske Fælleskor har øvet og øvet hele weekenden og er nu parate til at lade stemmerne fylde Skagen Kirke, hvor 500 forventningsfulde gæster venter på stemmerne. De er kommet for at opleve gospel i Skagen Kirke for 10. år i træk.

Stemmerne tripper lidt småfrysende i deres sorte, tynde tøj udenfor kirken og venter på at få grønt lys til at svæve ind i kirken. De synger allerede ”Lift Up Your Hands”, og da de bevæger sig syngende ind i Guds hus på Kirkevej, løfter alle i rummet hænderne og slår dem sammen i rungende bifald.

Halvanden time senere tripper stemmerne tilbage til missionshuset, løftet ud af kirken af de samme hænder, som flittigt og medlevende har bidraget til en kanon-stemning i Skagen Kirke denne sidste søndag i oktober.

Kirsten Siggaard

Kirsten Siggaard

De går derfra i bevidsthed om, at publikum har fået en god oplevelse. Under ledelse af dynamiske Tine Buchholtz, der både ledede koret igennem weekenden og under koncerten - og desuden var solisten ved koncerten. Nok er det en dag med skandinavisk gospel i kirken, men solisten har så meget jazz i sig, at det smitter af på alle.

Tina Buchholtz har en i årets bedste betydning en voldsom udstråling. Hun skal blot vifte med en arm for at få 600 stemmer til at synge med - eller klappe i takt.
Gospel har sine rødder i evangeliet og betyder jo glæde, og glæde er der i kirken denne dag. Folk nyder tydeligvis at kunne vise begejstring over det samme budskab, som præsterne prædiker hver søndag. Tina Buchholtz fortæller historier om en farlig tur i Bolivia, hvor hun må be’ om at komme sikkert hjem med sine børn, og hun blev så glad, hun skrev en sang om denne varme oplevelse af at få en hjælpende hånd.
Gospel er kristent musik med et klart budskab, og lovprisningen af herren bliver på en måde meget nemmere og mere ligetil, når budskabet synges og spilles. - Det er fantastisk at arbejde med dette kor, fastslår Tine Buchholtz.

Og så midt i det hele overlades mikrofonen for et enkelt nummer til gæstesolisten Tina Siel, der med en fantastisk smuk, klar og ren stemme fortolker Tine Buchholtz’ sang ”Some One Is There” - der er én, der passer på dig. Tiden står helt stille.

Tina Siel og et stort, nordjysk fælleskor. Så smukt! Og sådan bliver det ved i halvanden time. Sognepræst C.C. Jessen takker for i dag og slår fast; det slutter alt for tidligt. Sidste sang ”Give Me Jesus On The Line”, og selv om han ikke tog røret, så lyttede han sikkert med stor fornøjelse til stemmerne i Skagen Kirke.